24syv Morgen

25. juni 2018 - kl. Bar på indre Nør

Fredag den 15. Juni måtte baren Joy Copenhagen holde lukket. De skrev sådan her på facebook: "Vi holder desværre lukket i aften på grund af trusler på livet og afpresning." Baren ligger på Griffenfeldsgade på Nørrebro i København, lige ved Folkets Park. Uden for baren står der hver dag en gruppe af unge bandemedlemmer. Vi har Sara Husted Meyer, reporter på Radio24syv, i studiet, som fortæller om sagen. Og så har vi også Jane Pedersen i studiet. Jane ejer Café Viking på Ægirsgade, ikke langt fra Joy Copenhagen, og er tidligere blevet truet. 

Mange steder i Danmark bliver det opfattet som lidt bøvet at tale dialekt. I hvert fald blandt de unge. Men ikke i Sønderjylland. Vi taler med Michael Ejstrup, sprogforsker, der gør os klogere på, hvorfor sønderjysk er populært.

I dag bliver det afgjort, om den muslimske friskole i Aarhus-ghettoen Gellerupparken, Lykkeskolen, mister sit tilskud fra staten og dermed lukker. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet mener nemlig ikke, undervisningen i de praktiske og musiske fag er god nok, og så er styrelsen i tvivl om, hvorvidt Lykkeskolen sørger for elevernes demokratiske dannelse. Men er det nu også den rigtige vurdering? Vi spørger Thorstein Balle, ekstern lektor Grundtviginstituttet ved Aarhus Universitet, der har forsket i friskoler i 20 år.

Tyrkiet gik i går til et afgørende valg, hvor der skulle vælges medlemmer til parlamentet og en præsident. Vinderen af præsidentvalget blev Recep Tayyip Erdogan, der i går erklærede sig som vinder. Afstemningen har cementeret den forfatningsændring, som præsident Recep Tayyip Erdogan fik gennemført ved et snævert flertal i 2017. Den giver præsidenten langt mere magt. Jakob Lindgaard, forsker i Tyrkisk politik og kurdiske forhold hos DIIS, er i studiet og kaster lys over sagen.

"Danske Banks hvidvaskning i Estland er en skamplet og skandale. Jeg har endnu ikke overblik over, hvilke handlemuligheder jeg har som minister, men jeg kan garantere, at jeg ikke kommer til at holde hånden over dem." Sådan skrev vores nye erhvervsminister, Rasmus Jarlov, på sin twitterprofil i går. Vi spørger Lisbeth Bech Poulsen, medlem af Erhvervs- Vækst- og Eksportudvalget for SF, der har kaldt ministeren i samråd. 

Værter: Anna Ingrisch & Knud Brix

Andre udsendelser