Det Røde Felt

26. november 2018

Der er noget råddent i Danmarks rige. Topfolkene i den danske finansverden, der har været involveret i svindel og humbug, bliver ikke fyret – og sparket på porten. I værste fald får de lov til selv at trække sig tilbage med gyldne bonusser. Her til morgen har direktøren for ATP - vores alle sammens obligatoriske pensionsordning - trukket sig efter massiv kritik af hans rolle i spekulation med udbytteskat i milliardklassen. Bestyrelsen har ellers offentligt bakket ham op. Hør politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke Lars Koch, formand for Finansforbundet Kent Petersen og Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær diskutere den seneste sag om lyssky metoder på direktionsgangen. Til sidst kommer professor Steen Hildebrandt i studiet til en samtale om løgne, svindel og ansvarsløshed i toppen af dansk erhvervsliv. Han har forsket i ledelse – og er selv bestyrtet over det etiske kollaps. Hvorfor er svindelkulturen blevet så udbredt i nogle af landets største virksomheder? Og hvorfor får den omfattende fusk ingen konsekvenser?