Det Røde Felt

29. april 2019

Danmark fået et ekstremt højreradikalt parti på stemmesedlen, som ønsker at indføre apartheid. Hvorfor er det kommet så vidt? Har den yderste venstrefløj optrådt som nyttige idioter? Hør debat mellem folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) og kandidat David Trads (S) om opstillingen af Stram Kurs. Hvordan kan, skal og bør vi håndtere et parti her i den forestående valgkamp, der ligefrem vil ophæve grundloven? Dernæst handler det om statsministerens seneste udspil: Nu skal velfærdsaftalen pludselig laves om - og pensionsalderen udsættes. Eller hvad? Hør S-folketingsmedlem Mattias Tesfaye og Venstres finansordfører Jacob Jensen diskutere forslagene om differentieret pensionsalder, som meget vel kan blive et af valgets store omdrejningspunkter. Blå blok er presset i meningsmålingerne, og derfor på krigsstien. Men valgplanerne er netop blevet lækket: Hør om det afslørende indhold i Venstres hemmelige valgmanual. Diskussion mellem S-folketingsmedlem Dan Jørgensen og Venstres politiske ordfører Britt Bager om spin-manualen: Vil Venstre forsøge at vinde alene på at føre skræmmekampagner mod Socialdemokratiet? Hør også politisk kommentator Henrik Qvortrup vurdere manualen: Kan det ødelægge Venstres valgkamp, at strategien nu er blevet lækket indefra? Til sidst kommer Alternativets politisk leder Uffe Elbæk på besøg i studiet. Efter weekendens landsmøde gør han status over partiets rutsjeture: Hvorfor står Alternativet ikke bedre, når alle er begyndt at diskutere klima? Er Danmarks grønneste parti ved at falme netop nu, hvor bøgetræerne er sprunget ud og folketingsvalget skal afholdes om få uger?