Cordua & Steno

12. september 2019

Time 1: Arveafgiften skal hæves, mener S-regeringen, og det mødte opbakning hos analytiker i centrum-venstre tænketanken Cevea, Frederik Laserre i Berlingske for nylig, der mener, at en afgift endda vil gavne virksomhederne. Venstres skatteordfører Louise Schack Elholm er ikke overraskende helt uenig. 

Vi skal vende situationen i dansk politik, hvor vi ser frem til kampvalget i Venstre, men også dvæler ved nogle af de andre ting, der sker i dansk politik, og så skal vi naturligvis uddele Ugens Fidusbamse.

På indkøbsstrøg og torvepladser i landets købstæder skal de handlende løbe spidsrod gennem rækker af såkaldte ”facere”. Men det skal være slut nu, mener man i Viborg og i Herning, hvor de kommercielle ”facere” nu er blevet forbudt at forstyrre de handlende. Tilbage er så indsamlerne fra de mange NGO-organisationer, der samler penge ind til diverse formål. Står det til citychef Allan Kristensen fra HerningCity-foreningen, så finder man også en vej til at blive af med dem. Omvendt er generalsekretær Mette Grovermann fra ISOBRO, indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, helt imod den idé. Vi tager debatten.

Time 2: Venstre skal vælge ny næstformand, og den seneste kandidat til den post er tidligere Sundhedsminister Ellen Trane Nørby. Hvorfor stiller hun op?

Nedsmeltningen i britisk politik fortsætter, mens vi nærmer os Brexit-datoen 31.10. Hertugen af Wellington har forladt de konservative i Overhuset. Underhuset er blevet midlertidigt suspenderet og hjemsendt, men onsdag har en skotsk domstol erklæret hjemsendelsen ulovlig. Gudskelov bevarer Berlingske Poul Høi overblikket for os alle sammen!

Svensk politik lever! Der sker ting og sager hos broderfolket, hvor de kristeliges leder Ebba Busch-Thor nu åbner for et samarbejde med de forkætrede Sverigedemokrater. Den dansktalende svenske journalist Staffan Dahllöf kommer i studiet og giver os og lytterne en status over tingenes tilstand på helligåndsholmen i Stockholm, hvor Sveriges Riksdag holder til.