Reporterne (2)

18. januar 2017

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har for meget magt og underminerer demokratiet. Det mener fire juridiske eksperter, blandt andre direktøren i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama. Vi taler med direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, som mener, at kritikken er berettiget.

Alternativet bliver ”voksenmobbet”, mener de. De bliver nemlig holdt udenfor kommende forhandlinger om blandt andet kulturområdet, fordi ét af Folketingets forligspartier ikke ønsker at have dem med. Det skriver Dagbladet Information i dag. Der er dog ingen af partierne der har meldt ud, at det er dem, der ønsker at holde Alternativet udenfor. Vi taler med politisk kommentator Hans Engell og kulturordfører fra Liberal Alliance, Leif Mikkelsen.

Fire umyndiggjorte udviklingshæmmede har lagt sag an mod den danske stat. Det har de gjort, fordi de er underlagt det såkaldte paragraf 6 værgemål, der bestemmer, at de ikke må stemme til folketingsvalg, selvom de har stemmeret til både kommunal-, regionsråds- og EU-parlamentsvalg. I morgen bliver sagen afgjort i Østre Landsret – derfor taler vi med Karina Adsbøl, der er handicapordfører for DF, og Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Værter: Josefine Kofoed & Morten Jeppesen