Reporterne

13. marts 2017

Holland og Tyrkiet er endt i diplomatisk krise, efter Holland i weekenden nægtede først én og siden to tyrkiske ministre at deltage i vælgermøder i landet. Også Danmark er nu begyndt at modarbejde, at tyrkiske ministre rejser til Danmark for at tale til valgmøder for dansk-tyrkere. Danmarks reaktion splitter dansk-tyrkerne. Vi taler med Osman der er dansk-tyrker.

For et års tid siden fortalte vi om frygten for gule biler i den fynske by Fraugde. Flere børn havde dengang oplevet at blive stoppet af en mand i en gul bil. Nu er frygten for en børnelokker opstået i Jyllinge i Roskilde Kommune på Sjælland, og i aften har kommunen og politiet inviteret byens forældre til et borgermøde. Vi taler med René Steen Madsen, forælder til en 11-årige pige og Holger Bloch Olsen, Roskilde Kommunes Skolechef.

Skal det være hårdere at sidde i fængsel, eller skal vi hellere forsøge at lave færre kriminelle gennem bløde tiltag i fængslet? Vi taler med justitsminister Søren Pape Poulsen fra Konservative der vil gøre det hårdere at sidde i fængsel og Linda Kjær Minke, lektor og forskningsleder med speciale i retssociologi fra Syddansk Universitet, der mener at hårdere straffe vil føre flere tilbage i kriminalitet. 

Vært: Josefine Kofoed 

Andre udsendelser