Reporterne

15. marts 2017

Et billede af Inger Støjberg, der står med en stor lagkage med tallet 50 skrevet i marcipanen, florerer på de sociale medier. Regeringen har nemlig indført 50 stramninger på flygtninge- og asylområdet, og det skal ifølge Inger Støjberg fejres. Udlændingeordfører fra DF, Martin Henriksen, og Holger K. Nielsen, integrationsordfører for SF, diskuterer.

Kvinder skal tjene mindre end mænd, fordi de er svagere og mindre intelligente. Det udtalte den polske, højreorienterede europaparlamentariker, Janusz Korwin-Mikke, og det har nu fået Europaparlamentets præsident Antonio Tajani til at sanktionere ham med både bøde og suspension. De to medlemmer af Europaparlamentet fra henholdsvis DF og Socialdemokratiet, Anders Vistisen og Christel Schaldemose, diskuterer sagen.

I morges ringede vores to morgenværter Kristoffer Eriksen og Kaare Svejstrup til en række Venstre-politikere, for at høre deres holdning til Inger Støjbergs famøse ”hurra for 50 udlændingestramninger”-kage. De havde dog ikke aftalt med nogle af politikerne, at de ville ringe dem op – de foretog et såkaldt ”kold kald”. Og det blev folketingspolitikeren Jakob Engel-Schmidt vred over. Vi taler med nyhedschef her på kanalen, Simon Andersen, om hans holdning til sagen.

Værter: Josefine Kofoed & Morten Jeppesen

Andre udsendelser