Aflyttet

26. marts 2017

Anmon Bar-Lev er direktør i det israelske sikkerhedsfirma CheckPoint og besøgte Danmark i forbindelse med en konference om borgernes IT-sikkerhed på Christiansborg - Anmon mener vi også skal huske at se det gode i udviklingen, men at der lurer mange farer om i det digitale liv fremover.
'I Danmark er der kommet en fælles forståelse af, at terrorsikring er noget, politiet og PET tager sig af. Men sådan er virkeligheden slet ikke. Du kan og bør selv tage ansvar for terrorsikring af din virksomhed, og det offentlige Danmark kan hjælpe dig på langt mere professionel og systematisk vis." Det skriver SikkerhedsBranchens direktør Kasper Skov-Mikkelsen - vi får ham i studiet og hører nærmere. John Foley fra COPITS, en privat, uafhængig rådgivnings- og it-sikkerhedsvirksomhed er også med os og mener at Danmark sover tornerosesøvn med sikkerhed og kunne lære noget af Norge på cybersikkerhedsområdet.

Og så har vi talt med filminstruktøren Petra Epperlien, der har lavet 'Karl Marx City' om sin far og sin opvækst i et østtyskland, hvor STASI havde 90000 ansatte, 200.000 agenter, hvor kameraer filmede de mest intime ting og hvor ens bedste ven godt kunne vise sig at være stikker.

Andre udsendelser