Datolinjen

17. maj 2017

Vi starter med den historie som kører i båndsløjfe på alle amerikanske medier lige nu. For USA's præsident, Donald Trump, bad angiveligt den nu fyrede FBI-chef James Comey om at stoppe en undersøgelse af den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn. Siden i morges er Comey-skandalen vokset, dollaren faldet og et stigende antal republikanare taler nu om nødvendigheden af en rigsretsag. Vi taler med Kristian Madsen, USA-korrespondent for Politiken i Washington DC.

Frankrig fik en spritny regering i dag, og Præsident Macron holdt sit løfte fra valgkampen, nemlig om balance mellem kønnene i den nye regering. Den nye regering har derfor 11 kvindelige og 11 mandlige medlemmer, og dertil flere indvandrere eller børn af indvandrere. Vi taler med  Ulla Gjedde, cand mag og frankrigsekspert om hvad sammensætningen af holdet siger om chefen, Macron.

Det var Donald Trump, som gjorde "Fake News" til et et globalt hverdags-ord. Nu er Amerikas mest sete nyhedskanal på kabel-tv, Fox News, hoppet helt med på moden og har afsat daglig sendetid til at tale om fænomenet. Tidligere i dag talte jeg med Mads Kæmsgaard Eberholst, der er medieforsker på Roskilde Universitet. Han mener, at det her nye Fake News Roundup-segment, som Fox News altså er begyndt at lave, er lidt af et nybrud i det amerikanske mediebillede.  

Andre udsendelser