Rushys Roulette

16. august 2017

“Tre mennesker er døde efter påkørsel af moddemonstration i Charlottesville,” sådan lød overskriften i bl.a. Berlingeren om en episode i Virginia, USA, hvor en højreorienteret mand bevidst kørte en bil ind i gruppen af moddemonstranter til en demonstration, hvor højreekstremister protesterede over, at man ville fjerne en statue af en sydstats-general, der kæmpede for sydstaterne under den amerikanske borgerkrig. 34 mennesker blev kvæstet ved samme lejlighed, to af de døde var betjente i en politihelikopter der styrtede. Men hvorfor blev det bare betegnet som en påkørsel og ikke terror? Hvordan havde overskriften lydt, hvis føreren ikke var højreekstremist men islamist?
Berlingskes kulturredaktør Anne-Sophia Hermansen er træt af bortforklaringer i forbindelse med årets Copenhagen Pride. Hvorfor er det ikke muligt for “pailletbøsser og glimmerlesbiske” at danse ned ad Nørrebrogade, når Nørrebro skulle være Danmarks mest mangfoldige bydel”, skriver hun i en kommentar. Lars Henriksen, best. fmd. for Copenhagen Pride og Fahad Saeed, talsperson for Sabaah, ngo’en for LGBT-personer med minoritetsbaggrund er med os og diskuterer: Er der tale om bortforklaringer, fordi folkene bag Copenhagen Pride er bange og simpelthen ikke tør at gå igennem Nørrebro? Eller bliver de taget som gidsler i div. debattørers intolerante syn på borgerne på Nørrebro?
Dagens panel: Natasha Al-Hariri, debattør og Mikkel Andersson, historiker og liberal debattør.

Andre udsendelser