Datolinjen

9. oktober 2017

Datolinjen stiller ind på Catalonien og det drama der udfolder sig time for time mellem den spanske regering og den separatistiske catalanske regering. Det er nemlig dagen før dagen, hvor den catalanske præsident, Carles Puigdemont, skal tale i el Parlament, som den regionale forsamling hedder.

Både i Spanien, og store dele af den øvrige verden, vil opmærksomheden være rettet mod, om han udråber catalansk selvstændighed. Eller om det vil, som en anden separatistisk politiliker kom for skade at afsløre for BBC i går, blive en symbolsk erklæring der går til kanten, men ikke tør tage springet ud.

USA bad i sidste uge 15 diplomater fra Cubas ambassade i Washington DC om at forlade USA. De fik syv dage til at rejse hjem. Dette sker i forlængelse af USA's påstand om mystiske angreb på amerikanske diplomater i Havana. USA og Cuba var ærkefjender i årtier under den kolde krig.

Men under præsident Barack Obama skete en forsoning, der endte med, at de to lande igen åbnede repræsentationer hos hinanden sidste sommer efter en historisk aftale indgået i slutningen af 2015. En aftale der nu ser noget truet ud.

Vi taler med Philip Christian Ulrich, udenrigsredaktør Kongressen.com, og Carlos Salas Lind, ekstern lektor på CBS med speciale i både latinamerikansk og amerikansk økonomi og politik.

Zimbabwes førstedame Grace Mugabe slap for at blive stillet for en dommer, efter hun var blevet politianmeldt for at overfalde en ung kvinde med en forlængerledning i Sydafrika. Grace Mugabe blev nemlig givet diplomatisk immunitet, og kunne derfor rejse hjem efter en mindre diplomatisk krise. I Sydafrika er sagen endt for retten, for Mugabes påståede offer har ikke opgivet at få hende retsforfulgt.

Senest har Zimbabwes ambassade i Sydafrika meddelt, at man ikke længere vil deltage i sagen, og derfor bliver det efter alt at dømme svært at få indkaldt den magtfulde førstedame for retten.

Vi taler med Rasmus Bitsch, journalist og med fra Sydafrika.

Andre udsendelser