Datolinjen

10. oktober 2017

Endnu en nervepirrende dag i Catalonien er overstået. Det spændende var, om selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, ville erklære Catalonien for selvstændigt. Vi ser nærmere på talen og fremtiden for Catalonien sammen med Anne Sofie Allarp.

"Gerrymandering" har altid været en del af den amerikanske valgproces: hvert 10. år gentegner man landets valgdistrikter - en praksis der giver god mening i et land, hvor dele af en stat, som er i vækst, f.eks. på grund af nybyggere, nye byer og forandret demografi, også skal repræsenteres med ligevægt. Problemet er, at det i nogle stater er op til delstatens politiske ledelse at bestemme, hvordan de nye streger bliver slået. I mandags begyndte endnu en sag om "Gerrymandering" i den amerikanske højesteret. Højesteretten skal vurdere, om det er forfatningsstridigt, når siddende politikere slår streger til deres egen fordel.

Men ligegyldigt hvad de ni højesteretsdommere finder frem til, så er det et demokratisk problem for USA, det fortæller Niels Bjerre-Poulsen, lektor i Amerikanske studier ved SDU.

Harvey Weinstein, manden bag bl.a. Pulp Fiction, Den engelske patient og Good Will Hunting, er ikke bare en af vor tids største filmproducere, men med stor sandsynlighed også et stort svin, som har forgrebet sig på en lang række kvinder i Hollywood. Afsløringen kommer ikke rigtigt bag på filmbranchen - og det rejser nyt spørgsmål: hvorfor er der ingen, der har gjort eller sagt noget gennem de godt og vel 30 år, hvor Weinstein har forgrebet sig og betalt 8 forlig. Svaret er en træls kombination af mænd med magt og Hollywood. Vi taler med Poul Høi, journalist på Berlingske.

Andre udsendelser