Datolinjen

25. oktober 2017

Den officielle forklaring er lige til - Putin slår ned på korrupt politiker, men måske skal den egentlige grund til korruptionssagen mod den tidligere økonomiminister, Aleksej Uljukajev, findes i form af magtkampe i de øverste lag af russisk politik. Vi ser på sagen sammen med Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Det konservative og dybt religiøse Saudi Arabien går i en mere moderat og moderne retning for at tiltrække udenlandske investorer. Vi taler med Fannie Agerschou fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Forestil dig det her: Du er træt af at spise hjemme, så du beslutter dig for at gå på restaurant, for at få et lækkert gourmet-måltid. Du glæder dig til det, men så får du at vide, at det desværre ikke kan lade sig gøre.

Hvorfor? Du så porno sidste uge. Og så er din smag i bøger heller ikke moralsk nok. Du er kort sagt en dårlig borger.

Det her bliver snart realiteten i Kina, når de i 2020 gør deres store "social credit system" obligatorisk for alle landets borgere.

Hvad du gør, hvem du gør det med og hvor godt du gør det, kommer alt sammen til at påvirke din sociale score, der så straffer eller belønner dig alt efter hvor god en borger du er. Vi ser nærmere på sagen sammen med Casper Wichmann, cand.mag. i Kinastudier, sinolog.

Andre udsendelser