Datolinjen

28. november 2017

Søndag afholdt Saudi Arabien det første store møde i den muslimske anti-terror-alliance, der blev annonceret tilbage i december 2015. 41 muslimske lande er på nuværende tidspunkt en del af alliancen blandt dem Afghanistan, Pakistan, Tyrkiet, Egypten, De forenede arabiske emirater, Nigeria, Somalia og selvfølgelig Saudi Arabien, som står i spidsen for alliancen.

Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman åbnede mødet søndag og understregede, at terrorismen "stopper i dag med denne her alliance".

Noget der umiddelbart lyder positivt, men alliancens kamp mod terror bliver mudret til af regionale magtkampe, magtmisbrug og politiske uenigheder om, hvornår noget er terror, og hvornår det er frihedskamp. Vi taler med Fannie Agerschou, cand. mag. i mellemøststudier.

Ny Bollywood-film har allerede inden sin præmiere skabt store protester flere steder i Indien. Blandt andet fordi hovedpersonen i en scene, danser uden det traditionelle hovedtørklæde, der sømmer sig for en gift kvinde fra den kaste, der er portrætteret i filmen. Vi taler med Thomas Sehested, historiker og direktør for Stereo Associates.

Vi skal tale om afrikanske despoter - for de er nemlig under pres for tiden. I sidste uge røg Robert Mugabe efter 37 år på magten i Zimbabwe.

Og tidligere på året røg José Eduardo dos Santos, der regerede det tilsvarende ludfattige Angola med hård hånd i 38 år. Er de afrikanske despoters tid ved at være ovre? Det spørgsmål stiller vi Holger Bernt Hansen, professor emeritus ved Afrikastudier på Københavns Universitet.  

Andre udsendelser