Det Røde Felt

19. februar 2018

Vreden har ulmet længe blandt landets syge kontanthjælpsmodtagere, som ikke længere kan få førtidspension. I årevis er kronisk syge, ja, selv terminale patienter blevet trukket rundt i uværdige forløb, de såkaldte ‘ressourceforløb’. Kritikken har endelig fået politikerne på Christiansborg til at reagere med en lille justering af de udskældte regler. Men er det nok? Hør socialrådgiver Maj Thorsen, som er en af de få fagpersoner, som tør tale frit og kritisere vilkårene for de syge i beskæftigelsessystemet. Dernæst næstformand i FOA, Mona Striib, som har stået i spidsen for 49 faglige organisationers ‘anstændighedskrav’ for fleksjob og førtidspension. Hvad siger politikerne? Hør beskæftigelsesordfører for S, Leif Lahn Jensen, og beskæftigelsesordfører for Å, Torsten Gejl, diskutere den lille reform, der netop er indgået. Ude i virkelighedens verden er det heldigvis muligt, at syge kan få bedre vilkår: Hør byrådsmedlem for Enhedslisten, Ulf Baldrian Kudsk Harbo, fortælle om den særlige Norddjurs-model. Østjyderne kan måske inspirere andre og mere tilbagestående steder i Danmark?