Datolinjen

22. februar 2018

I denne uge er konflikten blevet optrappet i den kurdiske enklave Afrin i det nordøstlige Syrien, hvor Tyrkiet de seneste uger har etableret en offensiv. Og soldater, som støtter Syriens præsident, Bashar al-Assad, er gået ind i området. Syrisk stats-tv har rapporteret, at soldaterne er gået ind i Afrin for at "tilslutte sig modstanden mod Tyrkiets aggression". Dvs. den kurdiske modstand.

Og det er her det bliver lidt forvirrende, for det er mindre end to uger siden, at regeringstro styrker blev slået tilbage i et voldsomt slag med mange døde i en anden region, nemlig Deir Ezzor af hovedsageligt kurdiske militser med en hårdhændet amerikansk opbakning.

Så hvad har fået to modstående fronter til at slå sig sammen i Afrin? Vi taler med Helle Malmvig, seniorforsker på DIIS.

De seneste ugers begivenheder i det nordlige Syrien har skabt et øget fokus på Tyrkiets forhold til Nato. I sidste måned sagde Erdogan ovenikøbet: - Der kan ikke blive tale om at standse fremrykningen i Afrin. Vi har diskuteret det med vore russiske venner, og vi har en aftale med dem.

Og den slags udmeldinger - og den nye offensiv, hvor Tyrkiet risikerer at komme i direkte kampe med amerikanske bakkede styrker og amerikansk personel - tester mildest talt forholdet til de allierede i den vestlige forsvarsalliance. Vi taler med Kristian Søby Kristensen, vicecenterleder på Center for Militære Studier ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Billy Graham, en mand der bliver kaldt en af de mest indflydelsesrige prædikanter i det 20. århundrede, døde i går 99 år gammel. Ved hans sidste store prædiken i New York i 2005 - prædikede han for 210 millioner mennesker globalt. Og han har ikke kun været indflydelsesrig, fordi han nåede ud til mange. Det handler også om, hvem han nåede ud til. Alle amerikanske præsidenter - fra Harry S. Truman og opefter - har mødtes med Billy Graham, og flere af dem har ligefrem rådført sig med ham. Vi taler med Katrine Frøkjær Baunvig, lektor i religionsstudier på Syddansk Universitet

Andre udsendelser