Rushys Roulette

28. februar 2018

Der skal sættes tidligere og mere målrettet ind for at hjælpe udsatte børn i ghettoområderne, mener regeringen. Kommunerne skal derfor have lettere adgang til oplysninger om borgere i bestemte områder, så et socialt udsat barn bliver opdaget tidligere. Hvis barnet har højt fravær i skolen, skal kommunens forvaltninger kunne tjekke, om der er indberetninger om vold i hjemmet, eller om forældrene er blevet væk fra møder i jobcenteret. Hvis kommunens fagpersoner fejler i den proces, skal det samtidig være muligt at straffe dem med fængsel i op til et år. Det gælder for eksempel lærere, socialarbejdere og pædagoger. Niels Christian Barkholt, næstformand i Socialrådgiverforeningen kalder forslaget for "en klapjagt mod etniske grupper". Hvad siger panelet til det? Er overvågning og samkøring af oplysninger måden at bekæmpe parallelsamfund og løse problemerne hos ressourcesvage familier i udsatte boligområder?
Og så har #MeToo-bevægelsen fået en muslimsk variant, den hedder #MosqueMeToo. Vi diskuterer, hvilken betydning det vil få i forhold til at nedbryde seksuelle tabuer i den muslimske verden.
Dagens panel: Marie Høgh, præst og debattør - Nibras Aziz, studerende - Ali Aminali, socialrådgiver.

Andre udsendelser