Huxi og det Gode Gamle Folketing

10. april 2018

Søren Pape har lovet, at PET selvfølgelig ikke ved noget som helst om, hvad du og jeg og naboerne lavede for 15 år siden. Det gør de så alligevel, for datasletning og datasletning er to forskellige ord på PETsk, og så har Pape jo løjet.

Trump bygger toldmur mod Kina, men to kan lege toldmurleg, så Kina har da bare lagt told på amerikansk import. Det er åbenbart en ulmende katastrofe for hele verden - mindre kan ikke gøre det.

Mindre kan gøre det for DR og for 24Syv. Færre penge vil give bedre radio og tv, synes regeringen. Samtidig har Folketinget lige vedtaget at give partistøtten et nøk opad. Er det ikke alle, der bliver dygtigere af færre penge?

Red Barnet mener, at myndighederne skal ude med lokkemad og falske billeder for at lokke børneporno-forbrydere ud af busken. Ingen ønsker at stille sig på barrikaderne for børneporno, men kan nogen blive nødt til det alligevel, så lokkeduer ikke breder sig som praksis?

Og hvis du er økonomisk umynddiggjort, så er der udsigt til, at det ikke koster stemmeretten. Der er stort flertal for, at du skal kunne krydse med, når vi vælger. Der må da være masser af den slags indlysende ændringer og forbedringer, som bare ligger og venter på et bredt flertal, og vi prøver at finde et par i Det Gode, Gamle Folketing.

De Gode, Gamle er Preben Wilhjelm (VS), Anne Birgitte Lundholt (K) og Eyvind Vesselbo (V), indkaldt og ordstyret af formands-vikar Lasse Rimmer.

Andre udsendelser