Rushys Roulette

18. april 2018

Et af fokuspunkterne i regeringens ghettoplan var, at der bor for mange arbejdsløse i de udsatte områder. Hvis man ikke har et arbejde og ønsker at bo i et ghettoområde, risikerer man at blive straffet på økonomien. Men nu viser det sig, at det er en sandhed med modifikationer. Det går faktisk ret godt med at komme i arbejde eller uddannelse, viser Beskæftigelsesministeriets egne tal.
Hvordan har borgerne i Mjølnerparken det med regeringens fortælling om dem som arbejdsløse samfundsnassere? Hvorfor vælter kritikken ned over ghettoområderne, når de nye tal viser, at det går godt?
Retorikken om fremmede betyder noget. F.eks. når Socialdemokratiets partiformand Mette Frederiksen langer ud efter en kritisk, men ganske ukendt Facebookbrugers etniske tilhørsforhold i en debattråd. Eller når regeringen kører det helt store “lov-katalog” frem for at jagte de måske 100 burkaklædte kvinder i Danmark. Og når de konservative fyrer tusinder af kroner af på en gadekampagne med et ikke-ord som “nazi-islamisme”. Forfatter Knud Lindholm er aktuel med bogen ’Bare fordi AT’. Sammen med panelet diskuterer vi: Kan politikerne røre ved ømtålelige emner uden at ty til populisme? Og når nogen trækker racismekortet, Hitlerkortet eller offerkortet, er det så et forsøg på at skære den offentlige debat til indvandringskritikernes fordel?
Dagens panel: Mohammad Aslam, beboerformand Mjølnerparken og Fatma Øktem, debattør
Dagens gæster: Forfatter Knud Lindholm

Andre udsendelser