Datolinjen

6. juni 2018

Muslimske uighurer i Kinas vestlige Xinjiang-provins registreres og interneres i opdragelseslejre. Ritzau rapporterede for nylig at op mod en million muslimske kinesere - primært uighurer - sidder i lejrene, hvor de skal afstå fra islam og lære at elske Kina og dets kommunistiske styre. Nogle steder foregår 'undervisningen' sågar ved hjælp af tortur, og det flugter også med lejrenes formål, som synes at være disciplinerende overfor en genstridig befolkning, der er ganske ulig resten af kineserne. Vi taler med Philip Koukhar, Asien-korrespondent for DR.

Argentinas herrelandshold i fodbold har aflyst sin venskabskamp i Jerusalem på lørdag mod Israel. Grunden er ikke helt klar. Men reaktionerne er mange.

Palæstinenserne, der anså venskabskampen som en legitimering af Israels undertrykkelse og ulovlige bosættelser beskriver aflysningen som 'et rødt kort fra resten af verden til israelerne'.

Den israelske forsvarsminister, Avigdor Liberman, kritiserer til gengæld de argentinske fodboldstjerner for ikke at kunne 'modstå presset fra Israel-haderne'.

Hos argentinerne selv har angrebsstjernen Gonzalo Higuain hyldet det argentinske fodboldforbund for 'endelig at have gjort det rigtige'. Vi taler med Hans Bonde professor ved institut for Idræt og Ernæring på KU og forfatter til en række bøger om krydsfeltet mellem sport og politik.

Og så til lidt af en amerikansk kulturrevolution. Den populære skønhedskonkurrence Miss America vil fra næste år kun bedømme de deltagende kvinder ud fra deres indre værdier - i stedet for udseendet. Vi taler med Miss America 2018, Cara Mund, og direktør for Kvinfo. 

Andre udsendelser