Datolinjen

5. juli 2018

I slutningen af sidste uge meddelte den 81-årige højesteretsdommer i USA, Anthony Kennedy, Præsident Trump, at han gerne ville på pension. Kennedy er kendt for at være en svingstemme i USA’s højesteret, og hans afgang giver Præsident Trump mulighed for at nominere endnu en dommer til den magtfulde højesteret og dermed hive balancen i en mere konservativ retning. Derfor var ikke alle lige glade, idet en ny højesteretsdommer kan betyde abortforbud. Vi taler med Niels Bjerre Poulsen, ph.d. lektor ved Center for Amerikanske Studier, SDU.

I Indien står man over for ”den værste vandkrise i landets historie”. 600 millioner indere - svarende til halvdelen af landets befolkning -  står over for akut vandmangel, konkluderer en rapport fra den statslige tænketank, Niti Aayog. Vi taler med Thomas Sehested, forfatter til bogen "Indien - verdens næste stormagt" og konsulent, historiker og direktør i Stereo Associates.

De sidste mange år har Grækenland været holdt oven vande af milliardstore pengeindskud fra EU-lande og Den Internationale Valutafond under finanskrisen. Men efter utallige møder i Bruxelles, hjælpepakker og benhårde spareplaner er den græske økonomi begyndt at vende. EU-toppen er optimistisk og håber på, at Grækenland snart er klar til at stå på egne ben, når den tredje hjælpepakke udløber til august.

Andre udsendelser