Datolinjen

18. juli 2018

Efter sine kontroversielle udtalelser om Rusland på mandagens topmøde forsøger Donald Trump nu at trække i land – dog uden det store held. Vi spørger Berlingskes USA-korrespondent Michael Bjerre, hvordan stemningen har været i USA i dag. Vi beder også udlandsredaktør på Kongressen.com, Philip Christian Ulrich, om at komme med en status på Ruslandsundersøgelsen.

I Tchad strømmer flygtningene lige nu over grænsen – på flugt fra konflikter i nabolandene. Tchad er et af verdens fattigste lande, men holder alligevel grænserne åbne på trods af deres egne problemer. International korrespondent for Jyllands-Posten, Marie Louise Albers, har besøgt Tchad og fortæller om det flygtningepres, som landet oplever lige nu.

Miljøaktivister og lokale har de sidste tre uger spærret for indgangen til en stor guldmine i det sydøstlige Armenien. Boringerne i minen startede dog allerede for seks år siden. Vi har inviteret dansk-armener og skribent på Magasinet rØst, Marie Hermine Markossian, i studiet, til en snak om hvorfor disse aktivister overhovedet spærrer for minedriften – og hvorfor de først gør det nu.

Vært: Anne Sofie Allarp

Andre udsendelser