Datolinjen

7. august 2018

I dag fortsatte retssagen mod Paul Manafort, Trumps tidligere kampagneleder. For anden dag i træk sad Paul Manaforts assistent og business-partner Rick Gates i vidneskranken.

Han har erklæret sig skyldig i svindel med udenlandske konti og i at have begået underslæb mod Manafort, som han har arbejdet for i flere år. Gates' vidneudsagn er anklagernes vigtigste våben. I går var det anklagerne, der afhørte ham. I dag gik Manaforts forsvarer hårdt til Gates. Vi taler med journalist Claus Cancel.

Mens vi og store dele af resten af verden gisper i hedebølger, og kloden hærges af tørke og ekstremvejr, rejser forskere nu stærk tvivl om målet i klimaaftalen fra Paris. Paris-aftalen sigter jo mod at stoppe den globale opvarmning ved højst to grader, målt fra tiden før industrialiseringen. Men vi har allerede opbrugt én grad. Og tograders-målet er slet ikke tilstrækkeligt, lyder det fra et internationalt forskerhold fra en række universiteter.

Det åbner døren for dominoeffekter i form af en række ustoppelige naturlige fænomener, der kan få Jordens gennemsnitstemperatur til at skyde helt op til fire-fem grader.

De kaldes McRefugees eller McSleepers - folk der overnatter på døgnåbne McDonald's restauranter. Fænomenet er særlig udbredt i Asien.

I Hong Kong er antallet af overnattende gæster blevet seks gange større indenfor de sidste fem år ifølge en lokal NGO. Vi taler med Peter Minor, forretningsmand med base i Hong Kong.

Andre udsendelser