Europa i Flammer

19. august 2018

Det kunne være forfriskende at få en regering med et regeringsgrundlag, hvor man freder de danske forbehold. Sådan sagde Danske Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i et interview med Jyllands-Posten den 26. juni. Skulle den udtalelse blive til virkelighed, vil det være et opgør med den linje i EU-politikken, som skiftende regeringer har haft siden aftalen om Det Nationale Kompromis i 1992. Søren Espersen og Morten Løkkegaard vurderer sandsynligheden for, at Thulesen Dahls ønske kan blive til virkelighed efter valg. De to interviews flankeres af Jyllands-Postens politiske analytiker Marchen Neel Gjertsen, som giver sin vurdering af, hvor stor en rolle EU-politik kommer til at spille ved det kommende folketingsvalg, og om emnet bliver folketingsvalgets stormfulde svar på vejrfænomenet El Niño, eller partierne finder pragmatismen frem fra gemmerne, når emnet skal diskuteres. Dagens program byder også på et interview med Henrik Drusebjerg om den tyrkiske valutakrise, og til slut forklarer Europabevægelsens formand Stine Bosse, hvorfor det er vigtigt for en organisation som hendes at deltage i Copenhagen Pride Parade, som blev afholdt i weekenden.

Andre udsendelser