Datolinjen

28. august 2018

Frankrigs præsident Emmanuel Macron ankom i dag til Danmark på statsbesøg. Macron er den første franske præsident siden 1982, der er på statsbesøg i Danmark. Macron kaldes af det toneangivende britiske magasin The Economist for »det liberale demokratis nye bannerfører« Og det førende Bruxelles-medie Politico kalder Macron - og ikke Merkel - »den frie verdens nye leder«.

MEN hjemme i Frankrig falder hans popularitet blandt vælgerne. Hvordan hænger det sammen? Og hvordan har Macron egentlig klaret sig, som præsident her det sidste år og cirka tre måneder - siden han blev valgt?

Vi gør status sammen med Jørn Boisen, institutleder for Institut for Engelsk, Germansk og Romansk og Frankrig-kender, og Louise Sandager, journalist bosiddende i Paris.

I går aftes blev mindst seks mennesker såret under uroligheder i den østtyske by Chemnitz. Det skete da flere tusinde højreekstreme gik gennem gaderne og stødte sammen med venstreorienterede moddemonstranter. De højreekstreme har været på gaderne siden søndag, som en reaktion på, at en 35-årig tysk mand blev knivdræbt under en byfest natten til søndag - angiveligt af to asylansøgere fra Irak og Syrien. Og nu er demonstrationerne rykket videre til Dresden - den største by i delstaten Sachsen, som Chemnitz også ligger i. Det fortæller Erik Jensen, Politikens korrespondent i Tyskland.

Vigtige kinesiske kunstværker og artefakter bliver ved med at blive stjålet fra diverse museer rundt omkring i verden. Konspirationsteorierne er mange - og alle peger de tilbage på kineserne. For meget tyder på, at det kunne være enten de ultrarige kinesere - eller det kinesiske styre - eller måske dem begge, som bestiller de her tyverier. Vi ser nærmere på sagen sammen med Casper Wichmann, cand. mag. i kinastudier.

Andre udsendelser