Datolinjen

20. november 2018

For første gang nogensinde er det årlige topmøde mellem 21 stillehavslande endt uden nogen fælles sluterklæring. De 21 såkaldte APEC-lande (Asia-Pacific Economic Cooperation - lande) mødtes på Papua Ny Guinea i weekenden, og her var uenighederne store. Især mellem de to store medlemslande USA og Kina, som brugte endnu en lejlighed til at bekrige hinanden. Og det gør markederne nervøse. Vi ser nærmere på sagen sammen med Ulrik Bie, økonomisk redaktør, Berlingske Business.

Verdens største sociale medie, Facebook, har endnu engang fået ørene i maskinen. I slutningen af sidste uge kunne avisen New York Times afsløre, at Facebook allerede i starten af 2016 havde beviser for, at Russiske hackere havde forsøgt at påvirke det Amerikanske Præsidentvalg igennem Facebook. Facebook har ellers indtil nu sagt, at lige så snart de opdagede de russiske hackere, gik de med det samme til offentligheden. Men det gjorde de altså først i 2017 - et år senere. Vi taler med Morten Bay, internetforsker ved UCLA og journalist.

I Frankrig har flere hundrede tusinde demonstranter, som kalder sig ‘De gule veste’, de sidste tre dage spærret motorveje, landeveje, broer og benzinlagre i en protest mod de stigende benzinpriser og den faldende købekraft. Landet er lammet, millioner af bilister har været blokeret og kan ikke køre ud. Men hvad er det helt præcist der har udløst denne her protestbølge? Vi taler med Louise Sandager, journalist bosiddende i Paris.

Andre udsendelser