Datolinjen

19. december 2018

Russerne forsøger fortsat at splitte den amerikanske befolkning gennem ”operationer” på de sociale medier. Her målretter de i høj grad kampagner mod specifikke amerikanske minoritetsgrupper, såsom afro-amerikanere. Instagram har vist sig at være et ganske effektivt værktøj for russerne. Akt det og meget mere fremgår af en ny rapport, som kom ud i går aftes. En rapport, som er bestilt af det amerikanske efterretningsudvalg i jagten på sandheden om russernes indflydelse i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Våbenhvilen, der trådte i kraft ved midnat i går i Yemen, blev brudt allerede få minutter efter den var trådt i kraft. Aftalen om våbenhvile blev ellers forhandlet på plads så sent som i fredags i Sverige, hvor udsendte fra Yemens internationalt anerkendte regering og houthi-oprørerne forhandlede med FN som mægler. Trods brud på våbenhvile, så har den en vis effekt, fortæller Maria-Louise Clausen, postdoc i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier og Yemen-ekspert.

En blodig konflikt, hvor landmænd og nomader kæmper om græsarealer til deres kvæg har de sidste to år kostet næsten 4000 mennesker livet i det østlige Nigeria. Det skriver Amnesty International i en ny rapport. Ifølge mange nigerianere har myndighederne været for passive, og nu har konflikten udviklet sig til et af de mest centrale emner ved det kommende præsidentvalg om to måneder. Vi taler med Holger Bernt Hansen, professor emeritus i Afrikastudier ved Københavns Universitet.

Andre udsendelser