Cordua & Steno - sammendrag

15. marts 2019

Sognepræst i Brønshøj Peter Nejsum mener, at tiden nu er inde til, at Folkekirken tilbyder medlemmerne et egentligt skilsmisseritual. Selv er han kommet med et frisk bud på, hvordan et sådan ritual kunne tage sig ud. Nejsums kollega, Marie Høgh fra Lynge-Uggeløse, mener imidlertid ikke, at det er kirkens opgave at opfinde ritualer til skilsmisser. Vi tager debat i studiet mellem de to.

Det er ugen med Brexit-afstemninger. Premierminister Theresa May tabte tirsdag den første afstemning i Underhuset, og der venter en afstemning onsdag og sandsynligvis også torsdag. Berlingske Poul Høi analyserer det fortsatte kaos i britisk politik.

Så kunne den sygdoms og aldersvækkede fire gange valgte præsident Bouteflika på 82 somre - og siddende umælende i kørestol - ikke længere. Nye friske kræfter må åbenbart til i Algeriet, så præsidentvalget i april er udskudt og erkendelsen af det hos den autoritære politiske ledelse blev hjulpet vej af heftige demonstrationer med især mange unge deltagere. Hvad sker der så nu? Seniorforsker Helle Malmvig fra DIIS analyserer den nyeste udvikling i det store nordafrikanske land.