Cordua & Steno - sammendrag

29. marts 2019

FNs menneskerettigheds råd, der paradoksalt tæller adskillige diktaturstater som medlemmer, har haft en fast praksis med et særligt fast punkt 7 på dagsordenen, der skal diskutere Israels overtrædelser af menneskerettighederne i de palæstinensiske områder. Men for nyligt valgte Danmark, der for tiden har sæde i rådet, sammen med en række andre lande at stemme nej til fire særskilte resolutioner med kritik af Israel. Hvorfor det? Debat mellem udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og de radikales tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard.

Klimaet skal reddes med flere vindmøller. De bør dog ikke ligge lige ved kysterne, så de ødelægger turismen og naturen, mener flere kritiske borgmestre. Men de kystnære møller, som allerede er planlagt, er en fantastisk ressource og andre lande kan også bruge grøn energi, mener Dansk Energi. Debat mellem Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens
kommune og Kristine van het Erve Grunnet, Dansk Energi.

Israels korruptionsanklagede premierminister Benjamin Netanyahu var presset af en samlet opposition forud parlamentsvalget den 9. april. Men så ramte en raket fra Gaza, der sårede flere israelske civile og siden anerkendte USA's regering annekteringen af Golan-højderne, som Israel erobrede fra Syrien i 1967. Politikens Marcus Rubin analyserer situationen.

Onsdag var store Brexit-dag, hvor Underhuset tog magten fra May-regeringen for selv at levere en aftale. Hvordan gik det så? Analyse af Berlingskes Poul Høi.

Andre udsendelser