Rushys Roulette

29. maj 2019

Hvis meningsmålingerne til det kommende FT-valg står til troende, ser det ud til at blive Socialdemokraterne, der sammen med den røde blok vinder magten. Men kan Mattias Tesfaye (A) og Jens Rohde (B) mon finde fælles fodslag på udlændingeområdet? Hvordan forholder de sig hver især til følgende tiltag angivet i regeringens "paradigmeskift" på udlændingeområdet: Bliver øen Lindholm en realitet for afviste asylansøgere? Får børnefamilierne på Sjælsmark bedre levevilkår? Og kan flygtninge gøre sig forhåbninger om permanent ophold i Danmark nogensinde?
I anden time får vi besøg af Anders Samuelsen, partiformand (LA) og Pernille Skipper, politisk leder for (EL). De giver hver deres bud på en rimelig og realistisk udlændingepolitik i den næste valgperiode. Roger Matthisen, tidl. MF (Alt) er en af kræfterne bag Alternativets "Antiracistisk handleplan", som skal hjælpe os med at skabe "et empatisk og indkluderende og mangfoldigt samfund". Sammen med dagens panel: Nibras Aziz, studerende og Ahmad Mahmoud, debattør diskuterer vi: Er der overhovedet brug for sådan en handleplan? Hjarn Zernichow Borberg, ekst. lektor, gæster også studiet for at bidrage med statistisk viden om, hvordan det egentligt står til med diskriminationen af fremmede i Danmark.