Fedeabes Fyraften

4. juni 2019

Katastrofeforsker Rasmus Dalberg har henover otte afsnit kompileret en liste over de 40 fedeste katastrofer i verden, og nu er vi nået til top 5. Det er ikke til at tro, men i dette uhyre smalle felt har Lolland sneget sig ind med stormfloden i november 1872. Vi kan allerede nu afsløre, at begreber som 'badekarseffekt' og 'flaskehals' indgår i historien om, hvad der i dag er den største danske naturkatastrofe i nyere tid. Vi bevæger os længere op i historien til en jomfrurejse foretaget i 1959, og apropos jomfrurejser og katastrofer til havs, så sejler 'Skibet, der ikke kunne synke' ind på en tredjeplads. Og selvom historien om Titanic efterhånden er velkendt af de fleste, så er det altså bare om at spidse ører, når manden, der ved alt om alle katastrofer, fortæller om myter, nemesis og manglende panik. Vi bliver i det maritime, når vi bevæger os frem til nummer to på listen, nemlig Halifaxkatastrofen i 1917, den største menneskeskabte eksplosion før atombomben - forårsaget af en kollision mellem to skibe ladet med 2000 tons sprængstof.