24syv Morgen

7. august 2019 - kl. Hvor ’grøn’ e

I denne uge bliver Copenhagen Fashion Week afholdt. Modebranchen står for otte procent af den globale klimapåvirkning, men modeugen i Danmark har igen og igen slået sig op på at være grønne ved at lave en række nye tiltag. Men er det nok? Og hvor grønne er Copenhagen Fashion Week egentlig blevet? Det diskuterer vi med energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver for Danmarks Naturfredningsforening, Sine Beuse Fauerby, der er kritisk overfor modeindustriens forbrugskultur.

Danske skattemyndigheder kræver et milliardbeløb fra Just Eat. Den danske stat mener nemlig ikke, at takeaway-firmaet betalte nok i skat, da det flyttede sit hovedkontor fra København til London. Skatteadvokat Eduardo Vistisen har kigget på Just Eats halvårsregnskab, men han mener dog ikke, at der var tale om en overlagt finte fra Just Eats side for at undgå at betale skat.

Klokken 22.15 i går aftes lød der et massivt brag ved Nordhavn Station i København. Københavns Politi bekræfter, at der er tale om en eksplosion ved Skattestyrelsens bygning, hvor facaden er blevet voldsomt beskadiget og utallige ruder er knust. Heldigvis er der ingen tilskadekomne, og politiet var i går aftes massivt tilstede ved området, der nu er afspærret. Vores reporter, som befinder sig ved Nordhavn Station her til morgen, fortæller mere om sagen og taler med øre- såvel som øjenvidner.

Vært: Ida Herskind