Det Røde Felt

19. august 2019

Han er ikke længere en vittighed. Trump joker ikke. Verdens mægtigste mand ønsker rent faktisk at købe Grønland: "Man kunne gøre mange ting. I grunden er det en stor ejendomshandel," lyder det fra USAs præsident, her kort inden han - måske - kommer på statsbesøg i Danmark. For statsbesøget er heller ikke længere sikkert. Det afhænger muligvis af viljen til at sælge Grønland? Hør reaktionerne fra to af Grønlands mest markante unge stemmer, medlem af Folketinget for det socialdemokratiske parti Siumut, Aki-Matilda Høegh-Dam, og netop hjemvendt medarbejder på Grønlands repræsentation i Washington D.C., Juno Berthelsen. Hvad tænker de om Trumps købstilbud og debatten i Danmark og resten af verden. Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen er i hvert fald oppe i det røde felt. Han er forarget. Men hvad er logikken bag? Hør USAs tidligere ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, som kommer på besøg i studiet. Dernæst Informations udenrigsredaktør Emil Rottbøll om USAs interesser i Grønland. Derefter vender den store skattejagt tilbage: Hør forfatterne til den nye bog, Det store skatterøveri, journalisterne Niels Fastrup og Thomas Svaneborg, som har optrevlet udbytteskandalen og de milliarddyre cum ex-fiduser. Vil pengene nogensinde blive fundet? Til sidst næstformand for statsrevisoren Klaus Frandsen med en dyster nyhed: Skat har stadig ikke fået styr på pengene.