Cordua & Steno

3. januar 2013

Den konservative John Christmas Møller var en markant politisk skikkelse før, under og lige efter 2. verdenskrig. Vi har Per Stig Møller i studiet til en samtale om den legendariske politiker i årets første udgave af Cordua & Steno. Juleriet og nytårsfesten er overstået. Danskerne har ikke givet den for lidt. Heller ikke hvad angår indtagelse af alkohol. I København er man i gang med at sætte en indsats ind overfor velstillede familier, hvor der bliver kigget lidt for dybt i bl. a. rødvinsflasken. Men er der ikke grænser for, hvad det offentlige skal blande sig i? Vi tager debatten med sundhedsordfører Özlem Cekic (SF) og Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll. Det Tredje Riges berygtede propagandaminister Joseph Goebbels blev i en biografi af den danske historiker Karl Christian Lammers beskrevet som ”Hitlers spindoktor”. Vi får besøg af Lammers til en samtale om Goebbels' politiske karriere, der - formelt - kulminerede i nazistyrets sidste dage. Det er først i 2. time. Borgmester Erik Nielsen (S), Rødovre er også formand for Kommunernes Landsforening. For nylig gjorde han sig sammen med bl. a. økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (RV) til talsmand for, at borgerne skal indstille sig på at klare flere opgaver selv. Erik Nielsen er den sidste gæst. Jarl Cordua og Torben Steno

Andre udsendelser