Cordua & Steno

17. april 2014

Spanien ømmer sig stadig efter den store nedtur, der fulgte med finanskrisen og gældskrisen. Arbejdsløsheden – især blandt unge - er tårnhøj. Men er der spirende forårstegn i spansk økonomi? Cordua & Stenos rullende redaktion har været i Madrid, hvor vi har talt med nogle lokalt bosatte danskere om deres syn på Spanien netop nu. Vi taler med ambassaderåd Torsten Kjølby Nielsen fra Danmarks Ambassade i Madrid om den økonomiske situation og om den udbredte og for tiden stærke separatisme, der præger dele af landet. Spanien er blandt de få EU-lande, som ikke er med i den patentdomstols-ordning, som Danmark efter en folkeafstemningen den 25. maj måske vil tilslutte sig. Vi har talt med en dansker i Madrid, Henrik Skøtt, der til daglig arbejder i en dansk virksomhed med at patentere produkter, om at vurdere patentdomstolens betydning. Demonstrationer er en daglig foreteelse i Madrid og den politiske apati er udbredt. Vi taler med den lokalt bosatte forfatter og journalist Anne Sofie Allarp om de store sociale spændinger, den udbredte korruption og ikke mindst den stærke politiske polarisering, som præger spansk politik og som har rødder tilbage til borgerkrigen, der sluttede for præcis 75 år siden. Borgerkrigen er fortsat et stort tabu i det spanske samfund, der aldrig har gjort op med de næsten 40 år, hvor det totalitære Franco-styre var ved magten. Vi aflægger i øvrigt et besøg i ”De Faldnes Dal” uden for Madrid, hvor den tidligere diktator Francisco Franco ligger begravet i en kirke 200 meter inde i en klippe. 40.000 faldne fra borgerkrigen ligger desuden begravet ved monumentet. Jarl Cordua og Torben Steno

Andre udsendelser