Reporterne

22. februar 2017

334.840. Så mange udenlandske statsborgere arbejdede i Danmark i løbet af 2016, skriver ugebrevet A4. Ifølge Bent Bøgsted, som er beskæftigelsesordfører for DF, er det høje tal bestemt ikke en god nyhed. Han mener nemlig, at jobbene i stedet burde være besat af nogle af de 114.500 ledige danske statsborgere, som der ifølge Danmarks Statistik var i december 2016.

Rockere og bandemedlemmer skal fremover straffes hårdere for kriminalitet, der er med til at udløse en bandekonflikt, udtaler justitsminister Søren Pape Poulsen. Forslaget er en del af regeringens bande- og rockerpakke ”Bander bag tremmer”, som stadig er under forhandling.

Når barnet er bevidst om, at det lærer, så lærer det bedre. Det er grundtanken bag undervisningsformen Synlig Læring, som en række danske kommuner har investeret mange millioner i. Men Synlig Læring møder voldsom kritik. Vi taler med lærer og forfatter Lasse Bak Sørensen, som nægter at bruge Synlig Læring i sin undervisning, samt lærer og tillidsrepræsentant Benny Fabienke Larsen.

Vært: Morten Jeppesen