Cordua & Steno

25. oktober 2018

I anledningen af 100-året for Islands selvstændighed fra Danmark er vi taget til Island for at tage temperaturen på de dansk-islandske relationer. Det gør vi med den netop udnævnte danske ambassadør Eva Egesborg Hansen på selve ambassaden i Reykjavik, der i sig selv er en bemærkelsesværdig bygning, der endnu ikke er sparet væk af det danske finansministerium. Bagefter tager vi på Den Danske Kro tæt på byens hovedstrøg, som i virkeligheden er modelleret efter en normal dansk bodega, som vi kender den. Her taler vi med den dansk-færøske bartender Benedikte Hoch om hendes indtryk af islændingenes syn på Danmark.

Til sidst sender vi 8. lektion i vores gennemgang af Grundloven i kyndigt selskab med højesteretsdommer Jens Peter Christensen. Vi er nået til §45 og det skal denne gang handle om Grundlovens regler for, hvordan landet får en finanslov.