Cordua & Steno

24. januar 2019

Privathospitalerne har hjulpet regionerne med at spare penge. Måske op til halvanden mia. kr. Regionerne bør derfor reduceres til administrative enheder – uden politikere – der ikke ejer de offentlige hospitaler, men alene sikrer mest mulig sundhed for skattekronerne. Det mener velfærdspolitisk chef Mia Amalie Holstein fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Karin Friis Bach, sundhedsudvalgsformand i Danske Regioner for de radikale tvivler på besparelsesmulighederne. Debat i studiet. Kinesiske Huawei samarbejder i dag tæt med TDC om det nuværende 4G-netværk og nu lægger selskabet billet ind på at udbyde det fremtidige 5G-netværk. Imidlertid mistænker de danske politikere Huawei for at være det kinesiske efterretningsvæsens forlængede arm, der kan bruge mobilnettet til at spionere i Danmark. Det benægter Huawei fuldstændigt, men flere vestlige lande bl.a. Norge afviser nu at samarbejde med den kinesiske teknologigigant. Hvad gør vi ved det? Kan vi gøre noget ved det? Debat mellem Venstres Torsten Schack Petersen og SFs Lisbeth Bech Poulsen. Vi skal også vende stort og småt i dansk politik og uddele Ugens Fidusbamse til en værdig modtager.