24syv Morgen

1. februar 2019 - kl. Børns Vilkår: So

"Jeg føler mig som et offer i et overvåget fængsel. Jeg kan ikke andet end at gå grædende i seng hver dag." Det fortæller en 16-årig pige i en ny rapport fra Børns Vilkår om social kontrol i kristne kredse. Ofte hører vi om social kontrol og parallelsamfund i muslimske mindretalsmiljøer. Men nu fortæller Børns Vilkår altså, at social kontrol af børn også foregår i lukkede, kristne miljøer. Med i studiet har vi Bente Boserup, seniorkonsulent hos Børns Vilkår.

Regeringen hævder, at man kan spare 1,5 milliarder kroner i administration på at nedlægge regionerne og organisere sundhedsvæsnet på en helt ny måde. Men der er stadig ikke fremlagt et konkret regnestykke, der viser, hvordan man sparer alle de penge. Ifølge regionerne sparer man kun 80 millioner på at fyre alle politikerne. "Patetisk fake news", svarede sundhedsminister Ellen Trane Nørby til anklagen. Radio24syvs Brian Weichardt har interviewet hende om finansiering og fake news i går på Christiansborg.

Har Støjberg overdrevet truslen fra de såkaldte hadprædikanter? Udgør den liste, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har udarbejdet, i virkeligheden en begrænsning af ytringsfriheden? Det er spørgsmålet. I hvert fald ifølge religionssociolog med speciale i islam ved Københavns Universitet, Brian Arly. Støjberg selv vil dog ikke stille op til interview om listen. Men det vil Frederik Stjernfelt, professor ved Aalborg Universitet og ekspert i ytringsfrihed, til gengæld gerne. Han hjælper os med at bedømme listen.  Lyt med her. 

Alle politikerne taler om pensionsalder. Det ser ud til at blive et stort valgtema. De seneste par uger har man hørt en masse om, hvordan og hvornår de forskellige partier vil lade folk gå på pension. Andre, som Pernille Wahlgren, går på pension, når de vil. Således gik Pernille på pension som 45-årig. Hun er i studiet til en snak om pensionsalder.

Konkurrencerådet anmelder Falck til politiet. Redningskoncernen Falck har I det skjulte sværtet konkurrenten BIOS til, lyder anklagen. Med på en telefon har vi Jacob Schaumburg-Müller, vicedirektør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der kaster lys over, i hvilket omfang Falck har forbrudt sig mod konkurrenceloven. 

Værter: Ida Herskind & Knud Brix

Andre udsendelser