Datolinjen

26. marts 2019

Det meget omdiskuterede direktiv om regler for ophavsret på internettet, bedre kendt som Artikel 13, er i dag blevet vedtaget i Europa-Parlamentet. Reglerne lægger op til, at platforme som Facebook og YouTube får ansvar for at sikre, at der ikke bliver delt materiale, som for eksempel musik, som andre har rettigheder til.

Indenfor de seneste 10 år er tyrkiske unge blevet mere tolerante overfor homoseksuelle, de er i højere grad studerende og i lavere grad husmødre og endelig er de mindre religiøst konservative. For mange vil det lyde som en succeshistorie, men det gør det ikke for landets præsident Recep Tayyip Erdogan. Han har i årevis forsøgt at få skabt en mere from tyrkisk ungdom. Et projekt, der ser nu ud til at fejle.

Italien er som det første land i EU blevet en del af Kinas "Belt and road project". Et internationalt infrastrukturprojekt, der skal reetablere ''Silkevejen'' mellem Kina og Europa via Asien. Og den her - måske lidt kontroversielle beslutning fra italienerne side af - handler om en presset Italiensk økonomi og om muligheden for at sende bl.a. EU et signal om, at Italien også har andre muligheder.