Datolinjen

2. april 2019

''Hvis ikke Mexico standser al illegal immigration ind i USA via den sydlige grænse med det samme, vil jeg LUKKE grænsen eller store sektioner af grænsen i næste uge.'' Det skrev den amerikanske præsident, Donald Trump på Twitter i fredags, og truslen blev gentaget af Trumps administration i søndags. Vi ser nærmere på sagen sammen med Ulrik Bie, økonomisk redaktør, Berlingske.

Mordet på den saudiske journalist Jamal Kashoggi på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i efteråret sidste år markerede et vendepunkt i vestens relation til kongedømmets magtfulde kronprins, Mohammad bin Salman.  Og det viser sig nu at kongedømmet aktivt forsøger at udbedre skaden. Den myrdede journalist, efterlader sig nemlig 4 børn, og disse er alle blevet forsynet med dyre villaer og modtager månedlige overførsler fra regimet. Vi taler med Fannie Agerschou, Cand mag. i mellemøststudier ved Københavns Universitet.

For knap en uge siden skød Indien en af deres egne rumsatellitter ned. Det gjorde de for at vise deres formåen som "rum-magt". Men det var en "forfærdelig ting" at gøre - siger chefen for NASA nu. Missiltesten har nemlig resulteret i, at 400 stykker vragrester fra satellitten nu kredser om jorden. Og de kan være til fare for astronauterne på den internationale rumstation, siger NASAs chef.  Vi taler med Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved DTU Space.