Datolinjen

8. april 2019

En selvbestaltet hær fra den østlige del af det nordafrikanske land, Libyen, siger, at den har omringet og vil angribe hovedstaden Tripoli, der ligger i den vestlige del af landet. Oprørshæren kontrollerer den østlige del af Libyen, men vil nu forsøge at få kontrollen med hele Libyen ved at fortrænge den FN-anerkendte regering og overtage hovedstaden. Vi taler med Rasmus Boserup, forsker på Dansk Institut for Internationale Studier.

Trump-administrationen planlægger at sætte den iranske revolutionære garde på sin terrorliste. Det vil betyde, at aktiver som garden måtte have i USA bliver indefrosset og at det vil være ulovligt for amerikanere at samarbejde med den. Den revolutionære garde blev dannet efter den islamiske revolution i 1979. Garden er en del af irans væbnede styrker, men har spredt sig til også at blive en del af det civile samfund.

En berømt polsk general, der kæmpede og døde i den amerikanske uafhængighedsskrig i 1779 viser sig nu at være enten kvinde eller intersex.

Casimir Pulaski, som generalen hed, kæmpede mod englænderne og blev protege til den første amerikanske præsident, George Washington. Det er ikke sikkert, at Casimir Pulaski opfattede sig selv som kvinde, men hvis det var tilfældet, så er sagen ikke enestående. Det fortæller Tyge Krog, arkivar og seniorforsker på Rigsarkivet.