Reporterne (1)

30. december 2016

I går udviste Obama 35 russiske diplomater. Det gjorde han som et svar på FBIs rapport, der anklager Rusland for at have blandet sig i den amerikanske valgkamp ved at udføre hackerangreb på blandt andet det demokratiske partikontor og Hillary Clintons valgkampagne. Men USAs fortørnelse over Ruslands indblanding i valgkampen er hyklerisk. Det mener Rasmus Søndergaard, Ph.D. studerende i amerikansk udenrigspolitik ved Syddansk Universitet. Hør hvorfor i dagens udgave af Reporterne.

I aften begynder 10. sæson af X-Factor på DR1. Lige fra starten har programmet haft mange seere. Men lige fra starten har programmet også haft mange kritikere. Folk, som ikke mener X-Factor leverer public service. Men de tager fejl. X-Factor er et vigtigt program, som er alle licenskronerne værd. Det siger Lea Korsgaard, der er chefredaktør på det digitale medie Zetland - og  X-Factor-fan.

 Medlemmer af det danske mindretal i Tyskland skal tale mere dansk med hinanden - Selvom de bor i Tyskland. Sådan lyder det i et debatindlæg i Flensborg Avis af Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og medlem af Sydslevigudvalget til de danske borgere i Sydslesvig. Det danske mindretal taler simpelthen ikke nok dansk, og det er et problem, mener Martin Henriksen.

Vært: Anna Ingrisch