Reporterne (1)

18. januar 2017

Udviklingshæmmede der har en værge er ikke stemmeberettigede til Folketingsvalget – på trods af at de gerne må stemme til kommunal-, regionsråds- og EU-parlamentsvalg. 4 ud af de cirka 2000 umyndiggjorte danskere har nu lagt sag an mod staten, og i morgen bliver det afgjort i Østre Landsret, om de alligevel må stemme til folketingsvalg. Martin Rosenlind, som er umyndiggjort og udviklingshæmmet, er med os i studiet.

Ét af partierne i Folketinget ønsker at holde Alternativet udenfor forhandlingerne om flere kommende forliger, blandt andet om ét af deres kerneområder, nemlig kulturområdet. Det skriver Dagbladet Information i dag. Alternativet selv kalder det for ”voksenmobning”. Vi taler med Bertel Haarder fra Venstre og Torsten Gejl fra Alternativet.

Kenneth er såkaldt ”menneskelufter”, der tilbyder at gå en tur på Amager Fælled med folk, der savner selskab. Kenneth er i studiet til en snak om, hvorfor han besluttede sig for at forsøge sig som menneskelufter, og hvem der egentlig ringer til ham og spørger, om han har tid til at gå en tur.

Værter: Morten Jeppesen & Josefine Kofoed