Croque Monsieur

24. marts 2019

Når du, kære lytter, her søndag morgen slår øjnene op, skal du træffe nogle valg. Hvad skal jeg spise? Hvilken silkekimono skal jeg iklæde mig og hvad skal jeg, når søndag morgen er forbi? Valgene kan være mange og svære. Men vi skal nok hjælpe dig på vej. Denne tidlige morgen, skal du blot skal læne dig tilbage i chaiselongen og nyde din nybagte pain au chocolat. Vi lægger ud med dokumentarist Emil Langballe, som kommer med sit bud på Et Ægte Par og på et andet Vollsmose, som opleves gennem Q's Barbershop. Begge film kan ses under CPH:DOX. Vi får også besøg af bogaktuelle Kristina Stoltz, der fortæller levende om den franske, kvindelige surrealist og frihedskæmper Claude Cahun. Hvis din pain au chocolat har fået ben at gå på, og du stadig er sulten, kan vi friste med Marie Holms lækre quiche med ramsløg og den sprælske, smagfulde Arla Unika Ost nummer 19. Du skal selvfølgelig ikke snydes for hverken Proust Kunstsyn eller Institut Francaise udstilliing Artis’ – Art in Science' og Pernille - vores allesammens pariserinde - har lovet at tage os til en jazzklub, som du bare MÅ opleve! Sidst men ikke mindst har vi valgt at tiden er kommet til at du skal lære dig selv at kende, for er du en minimizer eller maximizer?